Face the Force
Fra Skole og Samfunds Wiki
Projektet ’Face the Force’ bidrager til at flere unge træffer et utraditionelt uddannelsesvalg, som ikke er begrænset af stereotype forestillinger om kvinde- og mandefag. Projektet bidrager generelt til lige muligheder for at deltage i uddannelse uanset køn, og specifikt til at drenges muligheder for at vælge SOSU ligestilles pigers.
MÅLGRUPPE
Drenge der står over for at træffe et uddannelsesvalg, herunder drenge som;
er usikre på deres uddannelsesvalg
overvejer at vælge en uddannelse, der ikke helt matcher deres kompetencer
påtænker at tage job i stedet for uddannelse.
FORANDRING SOSU hed for 50 år siden ‘Organiseret husmoderafløsning’. Her varetog modne kvinder jobbet ud fra egne erfaringer i hus og hjem. Det er på tide at SOSU-uddannelserne kaster historiens støv af sig og får et brand anno 2012.
TRE HOVEDAKTIVITETER
1. Rollemodeller
Rekruttering af 6 mandlige SOSU forbilleder; Team Face The Force. Rollemodellerne rekrutteres via projektets tre SOSU-skoler og deres kontakt til nuværende/tidligere elever og andre SOSU-skoler. Evt. også via LO og deres netværk. Rollemodellerne er mellem ca. 17-28 år, og alle aktive på eller med afsæt i SOSU; de er skoleelever, studerende på videregående uddannelser eller i job. Rollemodellerne har forskellig etnisk baggrund, og kommer fra forskellige steder i landet. Samlet set udgør de et mangfoldigt, spræl-levende og maskulint billede på, hvad SOSU er og hvad uddannelsen kan bruges til. De er mønsterbrydere, der har ’overvundet’ den kønsstereotype myte om SOSU. Rollemodellerne coaches af Helteskolen i projektforløbet, og indgår i udvikling/afholdelse af workshops samt som konkrete cases til kampagnematerialet.
2. Workshops
Vi afholder 6 workshops i tre landsdele. Deltagere er drenge i udskoling, drenge der har afsluttet folkeskolen men endnu ikke startet ungdomsudd., drenge på en erhvervsfaglig udd. / på SOSU-skoler. Deltagergruppen varierer; nogle steder deltager kun én type drenge, mens andre workshops er blandede. Dette fordi sammensætningen af deltagere påvirker gruppens dialog, og vi har behov for at se flest mulige variationer af hvordan drenges hverdagsliv, uddannelsesdrømme, forestillinger om SOSU og indtryk af kampagnemateriale italesættes, så vi kan udforme materialet så præcist som muligt. Vi forventer at der deltager 20-30 drenge/unge mænd samt 3-4 rollemodeller pr workshop. Formålet med workshoppen er dels at lade drenge indgå som aktive medskabere af kampagnen, og dels at dialogerne medvirker til at skabe nye billeder på SOSU og på køns betydning for uddannelsesvalg blandt et udsnit af målgruppen.
3. Kampagne
Website med materiale: Der designes et website med materialer, der kan inspirere og informere drenge og de voksne, der har størst betydning for deres uddannelsesvalg, om SOSU-området – og nedbryde de kønsstereotype fordomme, der findes idag. Sitet indeholder tekst, fotos, film. Sitets visuelle udtryk og budskabernes indhold udvikles i projektets innovationsforløb, hvor drenge og projektets samarbejdsparter (SOSU-skoler, Danske Skole-elever mv) er aktive medskabere af den nye fortælling om SOSU. De 6 Rollemodeller indgår i materialerne som konkrete eksempler på drenge/unge mænd, der har virkeliggjort deres drøm med afsæt i SOSU.
Forældre -kurser: Der holdes 90 “Kig på Barnet – ikke Kønnet”-kurser i 90 kommuner for forældre til udskolings-elever, og andre relevante; UU-vejledere og lærere med vejledningsopgaver på skolen, kommunalt ansatte. Kurset målrettes forældre, som har børn i målgruppen. Kurset handler om køn og uddannelsesvalg generelt, og bruger SOSU som konkret case.
Kurserne gennemføres af Skole og Forældres instruktørnetværk og afholdes på hverdagsaftener fra kl.19.00-21.00. Grundlaget for kurset er kampagnens materialer, og projektparters ekspertviden om køn, skole/uddannelsesvalg og ligestilling, samt Skole og Forældres erfaring med formidling til målgruppen. Instruktørnetværket gennemfører kurserne lokalt.
Erfaringerne fra formidling fra forældre til forældre er, at dette udgangspunkt er medvirkende til, at forældre generelt adopterer de informationer og input, instruktørerne formidler. Instruktørerne er alle skoleforældre og det har stor betydning for troværdigheden og tilliden til, at formidlingen opfattes som gode erfaringer, ideer og positive muligheder. Kurset tilpasses målgruppen i samarbejde ml. arrangøren (oftest skolen/skolebestyrelsen) og instruktøren. Der lægges vægt på, at formidlingen foregår i en dialog med deltagerne. Vi fokuserer på at inddrage deltagerne aktivt, så de får værktøjer og en konkret personlig tilgang til temaerne. Instruktørerne uddannes til rollen, dels på en grunduddannelse, dels på seminarer en-to gange årligt, herunder Kick-off møder v. kampagnestart. Instruktørnetværket har pt. 30 aktive på landsplan.
HVEM
Projektet er et partnerskab mellem Skole og forældre – Landsorganisationen for Forældre i Folkeskolen og innovationsbureauet FUTU:
Projektleder Cand. Mag. Lotte Nystrup Lund, partner i FUTU. Lund har arbejdet med ligestilling, uddannelse og velfærdsdesign i 9 år: Som tidligere lektor på Afd. for Kønsforskning, AAU og senere som Kønsekspert i Rambøll Management gennemførte hun analyser af ligestilling, unges fortællinger om køn, af grundskolen, UU’er, forældrenes rolle i unges uddannelsesvalg og ungdomsuddannelsesfeltet, for bl.a. Undervisningsministeriet, Socialministeriet og Nordisk Ministerråd. Hun har gennemført utallige fokusgruppeinterview på folkeskoler og ungdomsuddannelser over hele landet. Dertil har hun som seniorkonsulent i Dannerhuset etableret et videnscenter om ligestilling, mens hun som tidligere sektionsleder i Red Barnets Nationale Afdeling har stor indsigt i unges hverdagsliv, og i hvad der motiverer unge til at deltage aktivt i arrangementer og kampagner. Lund har ansvar for overordnet projektstyring, budget, intern og ekstern kommunikation og gennemførelse af workshops.
Kreativ ansvarlig Designer Ann Harpøth Thor, partner i FUTU. Thor har ansvar for koncept-udvikling af rollemodels-rekruttering, workshops og kampagne-design. Ann har 9 års erfaring i at arbejde med brugerdrevne innovationsprocesser, visuelle / kreative dialogformer og branding i den private og offentlige sektor, herunder skoleområdet, hvor hun fx har arbejdet med brugerinddragelse og observationer af skole-elever og lærere, i forbindelse med en optimeringsproces.
Skole og forældre – Landsorganisationen for Forældre i Folkeskolen - v. Ingelise Andersen, Projektleder m. ansvar for forældre-kurserne, der afholdes via Skole og Forældres instruktørnetværk. Organisationen har informationer på alle skolebestyrelser og medlemmer i Danmark og et netværk på ca. 50000 forældre fordelt på ca 7500 skoler. Skole og Forældres instruktørnetværk har eksisteret siden 1994, og er ambassadører, der på oplæg og kurser formidler inspiration og god praksis på alle niveauer: klassen, faserne, hele skolen og skolebestyrelsen.
Fra Skole og Forældre deltager også Forretningsudvalgs- og HB-medlem Christian J. Madsen, som bidrager m. kontakt til forældre/skoler og til løbende kvalitetssikring og medudvikling af kampagnemateriale, så vi sikrer at materialet anvendes af forældre. Madsen har en baggrund som filmproducer (spille-, reklame-, kortfilm) og underviser i kommunikation på EUC.