Hjernen kan trænes

Fra Skole og Samfunds Wiki

Kan hjernen trænes

Svaret på det lidt spøjse spørgsmål er at det slet ikke kan undgås at hjernen trænes. Uanset hvad du gør, træner det din hjerne i netop den aktivitet. Hvilket jo bør vække til eftertanke hos både skole og forældre.

Er vi beskæftiget med noget vi oplever som rart, sjovt, spændende eller værd at kunne, da arbejder hjernen på at lagre de anvendte aktivitetsmønstre og løsningsstrategier som gode og værd at gentage – vi er i færd med at lære noget. Hjernen har nu en lille smule lettere ved at gentage disse aktivitetsmønstre og vil prioriterer disse når den næste gang den oplever en lignende udfordring.

Er vi beskæftiget med noget ubehageligt, kedeligt eller noget vi oplever som uden værdi at kunne, arbejder hjernen stadigt på at lagre de anvendte aktivitets mønstre og løsningsstrategier. Men nu som uheldige eller nytteløse – vi er også her i færd med at lære noget. Men nu sjældent hverken effektivt eller konstruktivt.

Denne mekanisme gælder for både børn og voksne. Og det gælder både for færdigheder, kundskaber, adfærd og følelser. Har vi ’lyst til at lære’ lærer vi generelt både mere og langt lettere noget konstruktivt af det vi beskæftiger os med. Modsat har vi ikke lyst til at lære – er det vanskeligt nogle gange umuligt at lærer noget konstruktivt. Jo flere positive læringserfaringer vi har, jo bedre lærer vi fordi vores hjerne da grundlæggende tror på at vi kan lære noget nyt og derfor naturligt vælger at beskæftige sig positivt med det som skal læres. Der er så at sige oftere og lettere tændt for ’lysten til at lære’. Vi kan bevare troen på at det nytter at prøve igen også når vi møder noget som er vanskeligt. Relationen mellem trivsel og læring er meget stærk og har en helt naturlig forklaring i hjernes måde at fungere på.

Det er den aktivitet hjernen reelt er beskæftiget med vi lærer af – ikke den aktivitet vi formelt selv er beskæftiget med. Er hjernen reelt optaget af hvordan den undgår at lave den brøkregning som er på programmet i matematiktimen, da er hjernen faktisk i gang med at lære sig en undvigende eller undskyldende adfærdsstrategi frem for en løsningsstrategi for brøkregning!

Særligt børns hjerner har ikke et stort sæt af detaljerede læringserfaringer fast indarbejdet og derfor påvirkes børns hjerner oftest mere af de aktiviteter de udsættes for. Hvilket fører til at det populært siges at børn lærer hurtigere eller kan lære mere. Det er derfor særligt med børn vigtigt at sikre at undervisningsaktiviteterne fører til den tilsigtede læring – idet fejlindlæring for børn sker tilsvarende lettere.

Det er selvfølge med nogen forskel fra person til person. Der er forskel på hvor meget og hvor hurtigt vi lærer af det vi beskæftiger os med. Der er meget forskel hvor effektivt det sker, alt efter hvordan vi beskæftiger os med det vi skal lære. Men generelt vil det dog være sådan at jo flere sanser, følelser og relationer til noget vi allerede kan vi har aktive jo mere effektivt kan vi lære af det vi beskæftiger hjernen med. På både godt og ondt.

Endeligt er det vigtigt at erkende af vi ikke alle, i sidste ende, vil kunne lære det samme på samme niveau. Nogle undersøgelser tyder dog på at langt de fleste af os i praksis er mere begrænsede af den måde vi har trænet vores hjerne i at arbejde på når der skal læres noget nyt end af den indbyggede kapacitet. Og hvad kan vi så som forældre og skolebestyrelsesmedlemmer bruge dette ultrakorte ekstrakt af de sidste 25 års lærings- og hjerneforskning til?

Et endeligt opgør med tankpasser pædagogikken og den skoletænkning som følger her af. Børn lærer ikke pensum i skolen bare fordi læren gennemgår stoffet. Undervisning er simpelthen ikke nok – undervisningen skal ske gennem aktiviteter som børnene lærer stoffet af! Hvilket basalt set kræver mindst to ting; samtidigt.

• At børnenes hjerner reelt er beskæftiget med det de skal lærer
• At det sker på en måde som giver dem størst mulig lyst til og tro på at de kan lærer det.

Modsat skal vi undgå et totalt knæfald for de moderne og populære konceptpædagogiske strømninger. Fx må implementering af teorierne om læringsstile i skolen ikke fører til at organisering af undervisningen efter læringsstile bliver vigtigere end selve indlæringen at det som er undervisningens fastsatte mål. Og Cooperative Learning må ikke blive et spørgsmål først og fremmest om CL-strukturer og undervisningsform. Formen har i sig selv ingen læringsmæssig værdi – det har alene den relevante læring undervisningen resulterer i hos eleven.

Når barnet gå ud af skolen er det hvad barnet samlet set har lært og ikke måden det er sket på som for alvor tæller. De nye pædagogiske koncepter er alene værktøjer til at opnå og støtte indlæring af det for undervisningen fastsatte mål og de må derfor aldrig blive et mål i sig selv. Styrken ved de moderne pædagogiske koncepter er, at de kan tilbyde nogle gode og praktiske rammer for at organiserer og strukturere undervisningen så flest lærer mest muligt. Men det kræver at de bruges med omtanke og indsigt. For faren er modsat at fokus i det pædagogiske arbejde bliver mere optaget af den pædagogiske form end af undervisningens indhold. Og dermed fejler formålet med undervisningen – den enkelte elevens læring.

Endelig fortæller det os at skolen ikke alene kan sikre at indlæring finder sted. Skole kan og skal gøre meget. Men barnets ’lyst til at lære’ og dermed mulighed for at lærer er påvirket af mange faktorer uden for skolen. Den største og vigtigste er os selv som forældre og de rammer vi skaber for barnets liv, sundhed og trivsel. Som forældre er det vores opgave, i samarbejde med skolen, at skabe og værne om barnets ’lyst til at lære’ de kundskaber og færdigheder som er målet for barnets skolegang. Hvilket vi bedst gør gennem oprigtig interesse for og en positiv tilgang til barnets læring, skolearbejde og til selve skolen. Mens det er skolens opgave at gennemføre kvalificerede undervisningsaktiviteter hvor igennem barnet kan lære sig de kundskaber og færdigheder som er målet med barnets skolegang. Det er selvfølge skolen opgave at være bevidst om hvordan eleven bedst lærer og i samarbejde med hjemmet at arbejde for de bedst mulige betingelser for læring. Samt at bruge denne viden til at undervise det enkelte barn sådan at det lærer mest muligt.

Sidst og ikke mindst er det uhyre vigtigt at man ikke forveksler det forhold at læring er betinget ’lyst til at lære’ med at barnet så kun kan eller skal lære det det i skolen som det umiddelbar har lyst til. Det er en pædagogisk opgave for både skolen og hjemmet løbende at arbejde med at skabe ’lyst til at lære’ det som nu en gang er på programmet henne i skolen.

Godt forældreskab og udgangspunktet for et godt skolehjem samarbejde, er derfor også at kunne skelne mellem det billede af skolearbejdet og skolen man deler med sit barn og det kritiske og krævende man som forældre og skolebestyrelsesmedlem bør anlægge overfor skolen som virksomhed. Som forældre repræsentant i en skolebestyrelse skal man tilse at skolen løser sin del af opgaven. Man kan få indflydelse på rammerne for hvordan undervisningen tilrettelægges og hvilke værdier som skal præge arbejdet i skolen.

Roar Hylleberg, juni 2011