Læring

Fra Skole og Samfunds Wiki

Hvad er læring?

Det er faktisk vanskeligt at svare præcist på. Selvom de fleste har en ret god fornemmelse af hvad det det vil sige at have lært noget. Hvad er det præcist der sker netop i det øjeblik vi lærer noget? Hvordan laver man egentligt læring? Hvorfor er det nogle gange bare så vanskeligt mens det i andre sammenhænge går som en leg? Har man lært noget, kan man noget man ikke kunne før. Det er vel den gængse udlægning - og det er ikke helt forkert. Men det er også stærkt forenklet og det er nyttigt at forstå lidt om hvordan det sker. Først et kig på hvordan vi lærer færdigheder og der efter kort om hvad viden og kundskaber er og hvordan de læres.

Vi lærer kun af det vi gør

Læring af færdigheder sker gennem en række processer i hjernen som sætter hjernen i stand til at arbejde på en måde den ikke kunne før. Det gælder både for praktiske og boglige færdigheder. Og det gælder for begge typer færdigheder, at man lærer af det man gør. Hjernen kan grundlæggende kun trænes i at arbejde på den nye måde, ved at gøre det. Og man kan altså principielt ikke lære noget man ikke beskæftiger hjernen med. Har man lært noget har man tilegnet sig en varig påvirkning af hjernen som gør at hjernen lettere vil kunne præsterer det man har lært igen.

Succeser gentages gerne

Rent fysiologisk sker læring i første omgang ved at hjernen favoriserer de arbejdsgange som den har oplevet at have succes med, næste gang vi præsenterer den for den samme type problem eller opgave. Oplevelsen af at det som skal læres er lykkedes har så at sige efterladt et svagt og flygtigt spor som kan gøre gentagelse lettere hvis hjernen udfordres med en lignende opgave igen mens dette spor eksisterer. Et sådan spor aftager dog relativt hurtigt – minutter til få dage. Det kan være nyttigt at tænke på det svage spor som efterlades hvis man går i halvt højt græs. Effekten forlænges og forstærkes jo flere gentagelser af samme opgave (eller opgavetype) hjernen præsenteres for inden for en kort periode. Præsenteres hjernen inden for forholdsvis kort tid for mange eksempler på sammenlignelige opgaver hvor den oplever succes med et bestemt arbejdsmønster vil dette arbejdsmønster, efter nogen tid indbygges, i hjernens faste reaktions- og arbejdsmønster og vil siger populært at det lærte nu sidder på rygraden. Det svarer til at det svage spor i græsset trædes til, bliver kraftigere og til sidst omdannes til en egentlig sti som kommer med på kortet og indgår naturligt i vores rutevalg når vi skal i den retning.

Læring lagres i nerverne – og måske i mellem

I praksis sker læring igennem et sæt meget komplicerede biokemiske og fysiologiske processer, som det vil føre for vidt at gennemgå i detaljer her. Den korte forklaring er at nerverne i hjernen ombygges til bedre at understøtte de arbejdsmønstre som hjernen oplever at den har succes med. Det sker dels gennem en proces kaldet myelinisering, men også mange andre processer er involveret. Til sammen ændre disse processer de nerveceller som skal samarbejde sådan at samarbejdet så at sige udbygges og indbygges som et fast mønster.

Søvn, kost, motion og trivsel har stor betydning

Og det er værd at nævne at andre forhold som trivsel, kost, motion og søvn har meget stor betydning for disse processers effektivitet og succes. Nyere hjerneforskning anslår at ca. 85% af den langsigtede indbygning af det vi lærer afhænger af processer som sker mens vi sover. Læring er derfor er stærkt påvirket at om vi sover nok og godt. Hertil kommer at kost og motion kan påvirke hvor effektivt det sker med mindst 50%. Kosten levere de byggesten og energi som skal til. Motion fordi vores hjerne er afhængig af et godt og sundt kredsløb. Det er ikke hele forklaringen både kost og motion har andre positive indvirkninger på evnen til at lære, men det vil føre for vidt at gennemgå dem alle her. Også antallet af sanseindtryk og følelser som er knyttet til de oplevelser som fører til læring er påvist at have meget stor betydning for hvor effektivt vi lærer at en given oplevelse.

Gentagelse

Det anslås at fuld indarbejdelse af en ny simpel færdighed, et nyt arbejdsmønster i hjernen, typisk kræver minimum 5000-8000 succesfulde gentagelser inden for relativt kort tid – dage til uger. Går der længere tid, eller er der mange nederlag i træningen, skal der mere træning til. Til gengæld er det meget individuelt hvornår vores hjerner oplever en gentagelse som succesfuld. For nogle kræver det fuldstændig entydig og tydelig succes, mens andre kan ignorerer små fejl i resultatet og oplever en succes bare arbejdsprocessen forløb godt. Sidst nævnte vil selvfølge opleve at de lærer lettere og relativt hurtigere. Det virkeligt interessante er, at evnen til at lære effektivt kan trænes og altså i sig selv læres. Den mest afgørende faktor syntes at være den enkeltes evne til at se positivt på egen mulighed for at lære og evnen til at evaluere træningen af en færdighed som succesfuld fra begyndelsen. Altså forhold som et stærkt koblede til selvtillid og selvindsigt. Men også stærkt påvirket af i hvilke rammer træning og læring foregår.

Er en færdighed først fuldt indarbejdet, hænger den så at sige ved for resten af livet. Vi kender det fra talemåden: har man engang lært at cykle glemmer man det aldrig helt igen. Men det er vigtigt at huske at adgangen til at nyttiggøre en færdighed afhænger meget af om den løbende anvendes – ellers bliver den så at sige rusten. Det som i første omgang sker, er faktisk ikke, at hjernen har glemt det tillærte arbejdsmønster, men snarer at den mekanisme i hjernen som planlægger arbejdet så at sige glemmer at bringe den i spil når det er passende. Stien i græsset gror kun langsomt til når den først er ordentligt etableret – men vi glemmer at bruge den, idet vanen vil byde os at gå en anden vej og vi kan have brug for at genopdage den.

I virkeligheden er det hele så, lidt mere kompliceret fordi at mange af de færdigheder vi ønsker at et barn skal lære i skolen i virkeligheden ikke er én simpel færdighed. Men komplekse sammensatte færdigheder som forudsætter at flere andre færdigheder bringes til at arbejde konstruktivt sammen for at udgøre en ny færdighed. Læsning, skrivning, hovedregning, hukommelse og evnen til at forstå, vurdere eller analysere er alle meget komplekse færdigheder som hver især forudsætter at en mængde underliggende færdigheder er tilstrækkeligt modne til at de kan arbejde fornuftigt sammen. Så det er i praksis nødvendigt at se på læring og træning af færdigheder i en sammenhæng. Herunder ikke mindst om de nødvendige forudsætninger er til stede. Blandt andet om de færdigheder som der skal bygges oven på er tilstrækkeligt udviklede. Nu vil nogen måske indvende at børn i skolen skal lære meget foruden færdigheder. Og det er da også både rigtigt og vigtigt. Men det er essentielt af forstå at viden, forståelse, erkendelse og fantasi i bund og grund er komplekse færdigheder – plus et arkiv af oplevelser lagret i hukommelsen som de kan arbejde på. Mange af de kundskaber vi tidligere regnede for boglige adskiller sig således ikke principielt læringsmæssigt fra de mere praktiske. Hvor de praktiske færdigheder er udtryk for at hjernen løser en opgave ved hjælp af resten af kroppen er de ’boglige’ færdigheder i højere grad udtryk for at hjernen løser en opgave primært ved hjælp af andre dele af hjernen. Lighederne er umiddelbart større en forskellene når vi stiller skarpt på hvad der sker i selve læreprocessen.

Las os tage viden som eksempel på en ’boglig’ færdighed. Viden er dybest set en færdighed i anvendelse af hukommelse. Hukommelse er i sig selv en færdighed som kan trænes. Det skal tre ting til for at vi siges at vide noget.

• Vi skal på et tidspunkt være præsenteret for det vi senere kan siges at vide – enten direkte eller indirekte.
• Hjernen skal vælge at lagre den oplevelse med et sæt hensigtsmæssige associationer til andre ting vi ved eller har oplevet.
• Sidst men ikke mindst skal vi kunne genkalde eller mobiliserer den viden når det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt.

Det første forhold kan næppe trænes direkte, dog evnen til at opsamle indirekte præsenteret information syntes af være trænbar. Evnen til at bearbejde nye oplevelser så de resulterer i gode og stærke associationer til hensigtsmæssigt valgte eksisterende erfaringer og viden er en færdighed som kan trænes - og som i øvrigt er kraftigt relateret til fantasi og påvirkes meget om vi har en god søvn der tillader sunde drømme. Drømme har en vigtig funktion i læring ikke mindst i strukturering af hukommelsen. Også evnen til at genkalde den viden vi har når den skal bruges er en færdighed som kan trænes. Rent faktisk er evnen til at genkalde eksisterende erfaringer og viden en vigtig også forudsætning for effektivt at lagre ny viden med stærke og relevante associationer.

Det at lære sig at huske godt er en færdighed. Det er derfor ikke nødvendigvis dumt at arbejde med udenadslære og memoteknik i skolen for at træne denne færdighed. Men udenadslære er ikke et mål i sig selv. For i sidste ende er det ikke hvor mange enkelte fakta vi husker som det giver mening af måle – men hvor godt vi kan gøre brug af disse fakta i færdigheder som viden og forståelse osv. Hvilket i langt højere grad er knyttet til hvor mange og hvor nyttige associationer vi har været i stand til at knytte til hver enkelt hukommelses element. Lidt ligesom at en telefonbog eller et leksikon ikke er meget værd uden evnen til at sætte de mange fakta ind i en sammenhæng. Det forholder sig med indlæring af viden, som med træningen af færdighederne, at man tilegner sig kun viden af det hjernen er beskæftiget med. Men det er ikke nok at præsenterer hjernen for en mængde fakta. Det bliver kun hængende i en nyttig form hvis hjernen vælger at beskæftige sig med det og har held med at knytte associationer til noget at det vi ved i forvejen. Grundlæggende er evnen til at tilegne os viden styrer af fire forhold:

• Mængende af eksisterende viden, erfaringer og oplevelser som ny viden kan binde an til
• Hvor godt de færdigheder som arbejder med lagring og genkaldelse af vores viden, erfaringer og oplevelser arbejder og arbejder sammen
• I hvilken form og struktur den viden vi skal lære præsenteres. De oplevelser læringen sker igennem.
• En række yder forhold. Særligt vigtige er søvn, kost, motion og trivsel.

Endeligt er der færdigheder som det kun giver mening af arbejde med, når vi har en vis mængde viden på plads. Evnen til at arbejde med sammenhænge og forståelse bygger på at hjernen skal arbejde med mønstre og relationer i den viden vi har akkumuleret i hukommelsen. Det kræver selvsagt tilstrækkelig meget relevant viden opsamlet til at disse mønstre kan forekomme i tilstrækkeligt omfang til at forståelsesfærdigheden kan trænes med udbytte. Forståelse skal her opfattes som evnen til at forstå sammenhænge af en given type og kompleksitet. Mens ’forståelsen’ af et givent fagområde langt hen ad vejen mere er udtryk for at vi med forståelses færdigheden har skabt relationer og associationer i den viden vi har på området. Og er altså snarer resultatet af forståelsesfærdighedens arbejde med og på den viden vi har opsamlet i hukommelsen inden for det pågældende område end en færdighed i sig selv.

For indlæring af færdigheder kan oplevelsen af succes i træningen varierede meget både fra person til person og afhængigt af gennem hvilke aktiviteter og med hvilke feedback træningen foregår. For indlæring af viden og viden betingede færdigheder er den form og struktur hvori det som skal læres præsenteret meget afgørende for hvor effektivt hver enkelt kan tilegne sig stoffet. Man kan sige at vi lærer begge typer færdigheder gennem de aktiviteter vi udsætter hjernen for. Men det er faktisk ikke selve aktiviteterne vi lærer af, det er de oplevelser vi får fra aktiviteterne og dermed også de følelser som aktiviteterne skaber i os og som hjernen efterfølgende bearbejder og lærer af. Fagfolk kalder hele processen fra sanseindtryk til læring for perception. Undervisere og pædagoger omtaler ofte oplevelsen der fører til læring som en læringsoplevelse. Vi ved i dag at der er meget store individuelle forskelle i hvor stor betydning de enkelte sanser har for hvor stærk en læringsoplevelse er – hvor god en perception en given type eller kombination af sanseoplevelse giver. Hvilket igen gør at vi har forskellige præferencer for aktiviteter – hjernen foretrækker at arbejde men noget den har succes med. Den viden har givet anledning til pædagogiske teorier og paradigmer som Gardner’s ’de mange intelligenser’ og ’Læringsstile’. Vi ved også at det er muligt at træne hvor godt vi lærer gennem de enkelte sanser (forudsat at vi har dem), idet der basalt set er tale om en færdighed. Dermed ikke sagt at alle kan lære sig at lærer ligegodt på alle sansekanaler – der er betydelig individuel forskel som er delvist medfødt.

Forholdet mellem undervisning og læring bliver forhåbentligt dermed også tydeligere. Undervisning er en ekstern påvirkning som skaber sanseindtryk og læringsoplevelser. Læring er effekten af disse sanseindtryk evalueret i hjernen gennem disse læringsoplevelser og dermed de interne processer som omdanner lærningsoplevelser til styrkede eller nye færdigheder og lagre oplevelser i hukommelsen hos en enkelte. Læring er ikke en proces som direkte kan kontrolleres udefra. Men forudsætningerne for læring kan styrkes og til dels styres. Undervisning er da de tilrettelagte aktiviteter og forløb der har til sigte at eleven skal lære en bestemt færdighed eller kundskab. Det giver derfor ikke megen mening at evaluere undervisning primært på antal timer eller gennemgået stof. Undervisning er midlet – læring er målet. Undervisning bør derfor evalueres på den læring som den fører til. Det må endeligt forveksles med et udelukkende standpunkts baseret fokus. Har man gennem længere tid et højt niveau af læring – vil det manifesteres i et højt standpunkt relativt til udgangspunktet.

Det svarer lidt til forholdet mellem behandling og helbredelse. Hvor behandling er midlet lægen bruger, mens helbredelse er målet. Lægen kan ikke hælde helbredelse på patienten men kun bruge behandling til at skabe helbredelsen i patienten. Det er ikke meningsfyldt at måle lægens succes først og fremmest på mængden af behandling men på den helbredelse som behandlingen skaber i patienten. Behandling som ikke fører til helbredelse, bedring eller lindring har jo ikke megen værdi for hverken patienten eller samfundet.

Rammerne og retningslinjerne for undervisning bør derfor have 2 ligeværdige fokus:

• Undervisningen skal sikre at eleven er reelt beskæftiget med det som skal læres – fordi det er en helt nødvendig forudsætning for læring.
• Undervisningen skal ske på en måde som fører til læring hos eleven – for det er læring der er målet for undervisningen.

En kort opsummering bliver at vi lærer gennem de spor vores oplevelser sætter i hjernen. Færdigheder læres gennem træning af aktiviteter som færdigheden medvirker til. Viden opnås gennem aktiviteter som på en hensigtsmæssig måde præsentere hjernen for det stof som skal læres. Det vi ikke gør og som vores hjerne ikke arbejder med - lær vi ikke. De fleste færdigheder bygger i praksis på andre færdigheder og det er derfor nødvendigt at bygge undervisningen op sådan at der trænes færdigheder hvis forudsætninger er til stede hos den enkelte når de trænes. De mere boglige færdigheder, kundskaber og viden og forståelse adskiller sig ikke principielt læringsmæssigt fra de praktiske – men lægger i højere grad hertil hukommelsens lager af erfaringer og oplevelser. Eller måske man skulle sige at de forudsætter færdigheder som kan arbejde med og nyttiggøre viden repræsenteret ved erfaringer og oplevelser vi har lagret i hukommelsen.

Nu vil nogen måske tænke at noget af det jeg her skriver om læring er forholdsvis ny viden. Men det er det faktisk ikke – alle hovedtrækkende i ovenstående har været kendt forholdsvis velkendt i mange år. Men måden at forklarer det på har angiveligt ikke været udbredt i skoleverden.

Kilder

• SOPHIA - Tænketank for pædagogik og dannelse

Denne artikel er påbegyndt - hjælp os med at gøre den bedre.