Skolerådet
Fra Skole og Samfunds Wiki
Indholdsfortegnelse |
Baggrund
Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen, i daglig tale Skolerådet, er et uafhængigt råd.
Skolerådet (Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling af Folkeskolen) er et uafhængigt råd, der har til formål at følge, vurdere og rådgive undervisningsministeren om kvaliteten i folkeskolen og ungdomsskolen.
Skolerådet består af et formandskab og 21 øvrige medlemmer fra en række centrale interesseorganisationer på folkeskole- og ungdomsskoleområdet. Såvel rådet som formandskabet er udpeget af undervisningsministeren.
Formandsskabet
Skolerådet ledes af et formandskab bestående af 3-5 personer med særlig indsigt i forhold vedrørende folkeskolen. Formandskabets opgave er, at rådgive undervisningsministeren om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen og ungdomsskolen med det overordnede formål at styrke skolekvaliteten.
Formandskabet udpeges af undervisningsministeren for en tre-årig periode. Det nuværende formandskab blev beskikket den 1. september 2009 og består af:
- Formand Jørgen Søndergaard, direktør for SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd
- Professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet
- Skoleleder Grethe Andersen, Vester Mariendal Skole i Aalborg
- Skoleleder Kirsten Birkving, Kokkedal Skole i Kokkedal
- Lektor Simon Calmar Andersen, Aarhus Universitet
Formandskabets opgaver
Formandskabets rådgivning er baseret på analyser og dokumentation om forholdene i danske skoler såvel som internationale analyser og undersøgelser. Det er helt essentielt for formandskabet, at deres rådgivning er baseret på viden om, hvad der virker i skolen.
En gang om året udgiver formandskabet en beretning om evaluering og kvalitetsudvikling af folkeskolen. Beretningen er en del af den løbende rådgivning af undervisningsministeren, men er også tænkt som formidling af viden, dokumentation og vurderinger til alle relevante aktører i og omkring skolen. I hver beretning undersøges nogle udvalgte fokusområder i dybden. I beretningen fra 2010 blev der for eksempel sat fokus på elevens alsidige udvikling og opkvalificering af folkeskolens lærere.
For at bidrage til at skabe mere viden om kvalitetsudvikling i folkeskolen kan formandskabet iværksætte undersøgelser og evalueringer, der vedrører folkeskoleområdet. Formandskabet har blandt andet iværksat undersøgelser om kommunernes arbejde med kvalitetsrapporter, om hvad der kendetegner højt præsterende skoler og om folkeskolens betydning for overgang til ungdomsuddannelser.
Aktiviteter
Skolerådet og formandskabet mødes flere gange årligt til rådsmøder og seminarer. Disse aktiviteter danner grundlag for en fælles og kontinuerlig dialog mellem råd og formandskab, hvor vigtige folkeskoletemaer belyses og drøftes. Skolerådets drøftelser bidrager til at kvalificere debatten om relevante emner om folkeskolen og ungdomsskolen. Det gælder ikke mindst medlemmernes kommentarer til formandskabets beretning.
Kilder
- Skolerådets hjemmeside
- Folkeskolelovens kap. 11 §§ 57 – 57 e.